Honningmiraklet - Alternativer til antibiotika
Dyrlægehuset Randers logo

Honningmiraklet - Alternativer til antibiotika.

AF: DYRLÆGE SVEN ERIK GARBUS, DYRLÆGEHUSET RANDERS

Publiceret 2. februar 2019 (Randers Amtsavis)

Dyrlægerne kæmper hver dag for at opretholde og bevare virkningen af penicillin og andre antibiotika. Selvom vi dyrlæger har en bred ordinationsret idet vi kan udskrive både dyre- og menneskemedicin våger vi særligt over antibiotika i vores dagligdag. Vores holdning er klart restriktiv og det er mange klienters holdning heldigvis også.

Derfor er det godt at vi har flere kort i ærmet, som vi hver dag spiller ud for at nedsætte forbruget af antibiotika mest muligt. Ved sår er et af disse kort f.eks. sårsalver baseret på bihonning. I udvalget hører også forskellige medicinske shampoos, sølvberigede bandager, salver og væsker til desinfektion samt saltvand til at udtynde og udvaske bakterierne. Videre skal håndteringen af såret, når vi modtager patienten, gøres på en måde så skaden der er sket begrænses ved klipning af den omkringværende pels. Til sidst lægges en god strategi for sårhygiejne.


Billederne ovenfor er fra en af mine kattepatienter, som kom ind med en ilde tilredt hale. Det friske sår jeg fandt på halen var af traumatisk karakter og da hudplastik i dette tilfælde ikke var en mulighed blev såret og den altid lurende fare for potentiel infektion håndteret med medicinsk honningsalve. Min plan var at honningen skulle virke som en åndbar og beskyttende hinde, men også som en forsvarsmur og aktiv bakteriedræber. Så i stedet for blot at give antibiotika fik vi mest mulig pels bort rundt om sårkanten, vi vaskede godt, skyllede med saltvand og brugte gammelkendte desinfektionsmidler, som samtidigt er biologisk milde for huden. Jeg lagde til slut en let ikkeklæbende forbinding som kunne sidde på den første dag inden ny honning skulle påsmøres. Krave fik katten også på for ikke at slikke i såret. Ejer blev instrueret i at holde øje med feber – en potentiel indikator for eventuel infektion. Som det ses på billederne kom katten sig utrolig hurtigt og på bare 3 uger var såret stort set ikke synligt længere. Endnu et af ”Vor Herres mirakler” med lidt hjælp fra den summende og utrættelige honningbis mange arbejdstimer i blomsterkroner og blandt støvdragere.


Operationer uden antibiotika

Når vi opererer gør vi det i videst muligt omfang så hygiejnisk og renligt således at vi kan undgå antibiotika ved langt de fleste operationer, tandbehandlinger mv. Det er naturligvis lidt mere tidskrævende og kræver et godt team for at holde alt pinligt rent før og under operationen. Videre kræver det at man blandt andet bruger gode suturreringsmetoder og afskærmning af sår i tiden efter operation i form af kropsdragter og eventuelt halskraver. De for veterinærmedicinen næsten ikoniske lampeskærmskraver af hård ubarmhjertig plast kommer i dag i mere behagelige udgaver. Dette for dit dyrs komfort, men også for eventuelle sarte nerver når den 40 kg’s labrador i sin livsglæde svinger skarpt rundt om hjemmets kostbare gulvvase. Spørg din dyrlæge om mulighederne. Dyrlægen vil være glad for du gerne vil give dit dyr en bedre oplevelse ved en højkvalitets krave med god komfort for dyret og mindre risiko for ulykker i hjemmet i dagene efter et operativt indgreb. Sammen kan vi reducere antibiotikaforbruget og give gode oplevelser for dit dyr.


Når antibiotikaen anvendes

Når temperaturmåling, og blodprøver, hæmogram og evt. måling for betændelsestal, peger på infektion af bakteriel karakter kan antibiotika blive aktuelt. Det gælder om at bruge den rette antibiose så den kan trænge ind det sted man ønsker. Det gælder om at bruge den rette mængde i et passende tidsinterval, så den type bakteriestamme man ønsker at bekæmpe bliver ramt. Som en antiterror aktion gælder det om at lave en nålestiksoperation, hvor man rammer ”the bad guys” og skåner de civile. For at tage hensyn til de gode bakterier, heraf særligt i tarmenes normale flora, kobler vi ofte et præ-, pro eller postbiotika til behandlingen. Ofte er det i form af forskellige typer pasta eller tabletter, som støtter eller genopretter tarmfloraen og harmonien i dyrets krop. En sund tarmsundhed er vigtigt for hele kroppen, hvilket forskerne i de seneste år har klargjort mere og mere


Antibiotika er et potent og godt våben og en sikkerhed for os alle i fald vi rammes af en bakteriel sygdom kroppen ikke selv kan håndtere. Derfor kræver brugen af antibiotika faglig indsigt. Det er vigtigt at huske at antibiotika desværre ikke virker ved virusinfektioner, svampeinfektioner og antibiotika virker forskelligt og kræver forskellig varighed af behandling for at få god effekt.

Antibiotika udleveres derfor kun hvis der er behov for det og det kræver en undersøgelse af dit kæledyr og en journalisering. Det er dels et lovkrav, men det er jo også sund fornuft.


Antibiotika for fremtiden

Antibiotika er receptpligtig medicin og af god grund fordi problemet omkring antibiotikaresistens fortsat stiger. Du skal vide at din dyrlæge ønsker at gøre sit til, i samarbejde med dig, at vi fortsat kan behandle både syge dyr og mennesker i fremtiden. Din dyrlæge vil derfor ofte anbefale bakteriedyrkning og resistensbestemmelse, så vi kan sikre, at vi behandler optimalt. Det sikrer, at vi vælger den rigtige antibiotika og dermed den rette behandling til dit kæledyr.


Din dyrlæge holder sig opdateret omkring forskning og aktuel udvikling på området, således at du kan være tryg ved, at dit kæledyr får den mest optimale behandling.


For mere information har den danske dyrlægeforening udarbejdet en informationsfolder med mere viden om brug af antibiotika samt to foldere om antibiotikaresistens, blandt andet om de såkaldt multiresistente bakterier der er en trussel for os alle, både for vi mennesker og for vore dyr.



Åbningstider

Man-fredag: 08.00-17.00

Lør-søndag: Vagt

Helligdage: Vagt