Bedende øjne i natten – når måltider kan dræbe
Dyrlægehuset Randers logo

Vores behandlinger

Se alle vores behandlinger klik.

Book en tid

Ring til +45 86 41 38 33 Klik her.

Vores dyrlæger

Mød vores dyrlæger og øvrige personale heri Klik her.

Over midnat ringer vagttelefonen ofte og søvnen kan blive afbrudt af situationer som handler om liv og død på en dyreklinik. Denne historie handler om netop dette. En hund, en ejer og en dyrlæge mødes på vagten.

Det matte lys stod i en firkant ud fra vinduerne i det lille konsultationslokale og kastede et svagt hvidgulligt skær nogle meter ud på foderbrættet udenfor, som hang der i mørket og intetheden og svajede en smule i vinden. Foderbrættet som normalt fanger mange inspicerende kattes blikke på den tre meter lange spadseretur langs indersiden af vinduet i konsultationslokalet, havde ingen af de vanlige små flaksende gæster og frøene lå urørte hen.


Inde i konsultationen sad vi på hug to skikkelser med en skabning mellem os der lå der magtesløs som en stor blæsebælg med pels og trak vejret ind og ud gennem sin kolde snude med dybe smertefulde suk. Der var helt stille. Kun vandets susen i radiatoren og summelyden fra lysstofrørene afbrød stilheden sammen med de rytmiske pust fra blæsebælgen som lå der ubehjælpelig og uroligt med kløerne klikkene og skurene mod det hvidgrå vinylgulv. Den gamle tævehund skiftevis kastede bedende blikke op mod den ene og den anden side mod mig og sin herre i en grimasse af smerte fra det noget oppustede legeme. Jeg havde iført mig de blå undersøgelseshandsker og duftede spritten fra området på flanken hvor jeg netop havde skilt hårene ad der hvor jeg ville plante den brede kanyle.

Bedende øjne i natten – når måltider kan dræbe?

AF: DYRLÆGE SVEND ERIK GARBUS DYRLÆGEHUSET RANDERS

Publiceret 31. marts 2018 (Randers Amtsavis og Aarhus Stiftstidende)

Kort forinden havde jeg ligget trygt i egne drømme svøbt i dyner da vagttelefonen ringede. ”Min hund har rigtig ondt, hyler og kan ikke finde ro. Det er kommet pludseligt”.

Jeg vidste det var alvorligt og selvom min krop bad mig om at smyge mig tilbage ned i de varme dyner og vende tilbage til drømmene fik jeg hurtigt rullet mig fri og iført mig det kolde tøj fra stolen og var på vej til klinikken.

Hunden, havde jeg en mistanke om, havde fået mavedrejning eller ventrikeltorsion og det viste sig hurtigt på røntgenbilledet.

I sådan en situation må man handle hurtigt og jeg huskede tilbage på en anden nat på et tidspunkt i Finnmark i Norge, hvor jeg havde oprevne ejere i røret, som havde kørt hvad de kunne ind over fjeldet på de smalle snedækkede veje i retning mod den eneste klinik og dyrlæge i området med deres hund, som havde fået mavedrejning. Den 3,5 timer lange køretur blev hundens skæbne. Den akutte tilstand ikke kunne behandles før det var for sent og sjælen på den unge hund af større blandingsrace måtte give slip i smerte ledsaget af ejernes fortvivlede gråd.


Det er særligt store hunderacer der får mavedrejning. Det kommer ofte pludseligt og efter et større måltid med efterfølgende aktivitet. En gæring i mavesækken får denne til at svulme op og efterfølgende at snurre rundt så spiserør og den udførende første del af tarmen blokeres og hunden blæses op i en hidsigt tempo i smerter som man har svært ved at forestille sig.

En boblende susen og hvislelyd, som en ballon man har punkteret, pressede sig ud gennem det grønne nålehoved forenden af kanylen. Jeg lagde efterfølgende et venekateter og gav en let bedøvelse, lagde en tubus for frie luftveje og lagde så en sonde ned i venstre side af svælget så den gled ned i spiserøret. Akkurat som nogle unge mennesker også må opleve ved for stor indtagelse af spiritus. Det var ikke muligt at få sonden helt ned i maven og få noget af den sure mavesaft og -gas ud. Vi gjorde hastigt klar til operation.



Jeg lagde snittet en smule længere fremme end jeg normalt gør, når jeg går ind i bughulen. Jeg var nu gennem hudlag, underfedtet og muskellaget.

Luftposen på narkoseapparatet pustede sig op og svandt til lyden af pulsmåleren som lagde takten, mens blodtryksmåleren knurrede til de dybe pust fra iltmaskinen.

Foran forsøgte den indkaldte veterinærsygeplejerske at få sonden ned i mavesækken og det lykkedes omsider. I sådan en situation gælder det om at få tømt maven og lagt den tilbage på plads og jeg havde de hvide operationshandsker og den grønne operationskittel godt inde i hunden for at mærke mig frem.

Mavesækken havde fra den snoede position velvilligt ladet sig dreje sig tilbage mod naturlig retning idet gassen blev lettet og der blev skyllet. Jeg fik udgangen af mavesækken lagt over i højre side af hunden og gastropexien blev fuldbragt med fusionering af mavesæk med vævet bag ribbenene, så den, mavesækken, ikke skulle finde på at sno sig igen.

En mavedrejningsoperation kan let tage et par timer og hele forløbet kan tage en halv nat. Med passende stabilisering og efterfølgende operation vil problemet kunne løses og være forebygget for fremtiden. Trods dette har mange hunde der opereres en dårlig prognose, hvor 30-50 % af alle hunde ikke overlever tilstanden trods korrekt behandling.

Den firbenede patient i denne beretning kom sig hurtigt og var heldig da ejer reagerede hurtigt. Hun syntes både godt om sin bløde krave, som hun måtte have på sammen med sit nye overtøj bestående af en tilklippet T-shirt med en meget passende burger menu reklame på. 11 dage senere kunne vi tage sting og fjerne kraven og hun kunne helt frisk fortsætte sin tilværelse sammen med sine ejere.


Åbningstider

Man-fredag: 08.00-17.00

Lør-søndag: Vagt

Helligdage: Vagt