Arktiske havfugle er fulde af plast
Dyrlægehuset Randers logo

Mikroplast i verdenshavene er et ikke ukendt fænomen. På to forskellige forskningstogter på ishavet i Sydvest- og Nordøstgrønland med Aarhus Universitet i 2016 og 2017 oplevede jeg som tilknyttet dyrlæge, hvordan vores vilde arktiske fugle plages af plast i maven.


Isen skurede mod skibsskroget da den seks motor store og 15.000 hk kraftige canadiske isbryder Amundsen sejlede over den op til 1,5-2 meter tykke arktiske is. Den hvide kappe over havet måtte efter tøven give efter, og en blåhvid kile slog sig langsomt frem i zigzagmønster foran skibet, som langsomt pressede og brækkede de hvide elementer til side under kraftig skælven i skrog og is. Isen der som en bryder ikke viger sin plads, skubbede stædigt og sejt tilbage mod jernkæmpens skrog, så man let mistede balancen, mens rystelserne forplantede sig fra boven af skibet gennem gulve, vægge, loft, gelændere og mandskab.

Vi befandt os midt i den arktiske sommer i pakisen i Baffin Bay mellem Canada og Grønland. Et øde sted, hvor jeg deltog med 40 forskere fra mange discipliner og lande; Canada, Frankrig, USA og Danmark for at bidrage til kortlægningen og betydningen af det nye mere isfrie Arktis for bl.a. fødekæden.


Mallemukken er en af de fugle som blev fundet med maven fyldt af plastik.

Plastikfund fra en enkelt mallemuk.

Arktiske havfugle er fulde af plast

AF: DYRLÆGE SVEND ERIK GARBUS DYRLÆGEHUSET RANDERS

Publiceret 7. april 2018 (Randers Amtsavis og Aarhus Stiftstidende)

Åbningstider

Man-fredag: 08.00-17.00

Lør-søndag: Vagt

Helligdage: Vagt


I starten gav jeg dem ikke meget opmærksomhed, mallemukkerne. Jeg skulle jo tælle og identificere alle slags dyr oppe fra toppen af skibet som fugle- og havpattedyrsobservatør – det var en af mine funktioner. Men disse trofaste fugle kom alligevel til at gøre indtryk på mig – mere end de andre dyr. Ikke bare fordi disse rå fugle lå rundt om skibet, hele tiden og altid. Selv langt fra land var disse havheste med os og gled på slipstrømmene, op og ned igen og igen i elegante buer.

Fra tid til anden strøg en af mallemukkerne helt ned langs vandet og greb et eller andet fra vandoverfladen. Andre gange hang de i luften helt tæt på mig i observatørboksen, kun en halv meter fra mit frosne skæg og snot. De store sorte øjne, som mallemukkerne er kendt for, borede sig ind i min sjæl derude på toppen af skibsdækket alene i vinden og kulden. Jeg følte at de havde gennemskuet mig, som jeg stod der med kikkert, notesblok og afstandsmåler. At jeg blev analyseret af disse fugle, hvor mange var over 30 år, da mallemukker bliver tudsegamle. At disse fugle vidste jeg ikke hørte til derude i deres isklædte domæne.

Fuglene fulgte os dag og nat. De lignede til forveksling måger, men var alligevel meget anderledes. Mere bløde at se på, mere kompakte. Korte runde vinger. Store sorte øjne. De var spraglede i farverne, enten grå, midt i mellem eller helt mørke med kantet næb med krog forenden og store strukturer ovenpå næbet, hvor de udskiller salt.

En anden opgave jeg havde ombord var at indsamle fugle til undersøgelser af maveindhold og blodparametre til vurdering af f.eks. leversundhed og tungmetaller. Alle informationer, som giver vigtig viden til kortlægningen af fødekæderne i Arktis under klimaforandringerne.

Blandt de fugle jeg indsamlede gik mallemukken ikke ram forbi. Denne fugl, som godt kan spises, har et af de højeste fedt niveauer i blodet. Fedt er nøglen til succes i Arktis og er en fællesnævner og omdrejningspunkt i den arktiske fødekæde. Her har mallemukken tilpasset sig og de lokale inuitter har faktisk brugt fuglen til både mad og tranlampe.



Det kom som et chok for alle, da vi for første gang åbnede en af maverne på disse fugle for at kvantificere og identificere fiske- og krebsarterne de havde spist. Ganske vist var der lidt skaldyr og fiskerester, men det meste var plast. Plast i alle farver. Plast i alle størrelser. Vi åbnede flere maver og snart stod det klart at ni ud af ti fugle havde maven fyldt med plast. Plast der kun levnede ringe plads til rigtig føde.

Tilbage i Danmark fortsatte undersøgelserne på Risø på Arktisk Miljø og vi gentog samme undersøgelser igen i sommeren 2017 i farvandet mellem Svalbard og Nordøstgrønland med skibet Dana.

Det står klart at det er et stort problem og igen var det en lektie, som vi godt kender, at det vi udleder i naturen har en påvirkning helt ud i afkrogene af vores skønne jordklode - selv oppe i Arktis.

Hvor kommer det fra alt den plast? Noget kommer fra industri, men faktisk kommer det meste fra vores private husholdning. Tandpasta, shampoos, cremer, tøj, emballage og alle mulige dingenoter og dimsedutter. Mikroplast og større plast ender i dyrene og i os selv.

Min oplevelse med mallemukkerne har gjort indtryk. Jeg tager mig selv i nogen gange at vandre rundt og kigge på tandpasta og shampoos mv. i butikkerne jeg handler i - om der er plast i.

Plast er et udmærket produkt, men vi skal som med alt andet bruge det med omtanke. Naturligvis hører plast ikke hjemme i tandpasta og vi bør håndtere vores affald på fornuftig vis.

Mallemukken tænker nok ikke over problemet. Han glider blot sorgløst rundt på vindstrømmene højt mod nord mens vi børster tænderne og spytter ud i håndvasken og skyller efter. Affaldsmanden vil rydde op efter os og samle alt op fra havets blanke overflade. Vi skylder mallemukken og alle verdens prægtige vilde dyr at rydde op efter os.

Mallemukken, kan i øvrigt opleves, hvis man er heldig, ved Bulbjerg Klint i Nordjylland, hvor den yngler, på en af sine mest sydlige bastioner på den nordlige halvkugle.